share

Valtra-legende og autodidakt ingeniør fejrer 30-års jubilæum

En mand, som de fleste i branchen kender, kan til marts markere 30 år med Valtra. Flemming Tandrup har gennem tre årtier ikke blot arbejdet med Valtra-traktorer, men også sat sit helt eget præg på branchen med sin evne til at lave specialbyggede traktorer – særligt til skovkunderne. Han er vokset op med en skruenøgle i hånden, og hans store passion for teknik og skræddersyede løsninger har gjort ham til en central figur i branchen.

Når man siger Valtra, rimer det på Flemming Tandrup. Det gør det, fordi Flemming til foråret kan fejre, at han i 30 år har arbejdet med Valtra-traktorer – og faktisk i mere end 50 år, hvis man også tæller Volvo BM og Valmet med. Derfor er der heller ikke mange i branchen, der ikke kender Flemming og hans opfindsomhed, når det gælder speciallavede løsninger.

Flemmings interesse for traktorer er ikke opstået ud af den blå luft. Ifølge ham selv er han opvokset med en skruenøgle i hånden, da hans forældre ejede og drev både en maskinstation og en entreprenørforretning i det sønderjyske. Allerede som 12-årig var han i stand til at skille sin første traktor, en Porsche, ad.

"Jeg var ikke så stærk i de boglige fag i skolen, men jeg elskede maskiner og traktorer. Derfor var det også helt naturligt for mig at skrue i maskiner – og det har jeg gjort lige siden," fortæller Flemming Tandrup.

Gennem sin ungdom voksede interessen for traktorer kun, og det førte ham til en læreplads som traktormekaniker hos Volvo BM i Haderslev i 1974. Herefter fulgte 20 år som kørende montør, hvor han arbejdede med Volvo BM og senere Valmet.

"Det var en fantastisk tid, hvor jeg virkelig fik mulighed for at lære håndværket fra bunden og det at arbejde meget selvstændigt – hvilket var en fordel i de år, hvor min hustru og jeg fik vores børn," fortæller han.

I 1994 vandt Flemming Tandrup DM i mekanik af Volvo entreprenørmaskiner og fortsatte til verdensmesterskabet ved Volvo i Sverige, hvor han blev kåret som verdens bedste til reparation af læssemaskiner.

"Det var en kæmpe oplevelse for mig og en stor bekræftelse på, at jeg var dygtig til mit fag og på rette spor," siger han stolt.

Overgangen til Valtra

Samme år, som han vandt mesterskabet, blev han kontaktet af Valtra, der tilbød ham en stilling. I marts 1995 tiltrådte Flemming som værkfører for Valtra Danmark. Efter nogle år som værkfører begyndte han, ved et tilfælde og på grund af sygdom hos en kollega, at sælge traktorer sideløbende med værkstedsarbejdet.

Efterhånden udviklede hans karriere sig mod en dedikeret salgsrolle, og han flyttede ud af værkstedet og ind i importleddet, hvor han hjalp alle sælgere i Danmark.

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive sælger, men jeg opdagede hurtigt, at jeg havde en fordel i at kende teknikken bag traktorerne. Som sælger er det vigtigste for mig at forstå kundens behov og finde den rigtige løsning. Det handler ikke bare om at sælge en traktor, men om at skabe værdi for kunden."

Fra Valtra til Valtec

Da Valtra i 2004 blev overtaget af AGCO-koncernen og Valtra Danmark A/S lukkede, flyttede Flemming, året efter, sammen med en del af værksteds- og lagerpersonalet til Kolding Maskinforretning. Her fik han ansvaret for salget af Valtra-traktorer i lokalområdet.

Da Kolding Maskinforretning solgte flere traktorbrands, opstod behovet for at lave en opdeling af virksomheden og skabe en selvstændig Valtra-enhed i Gravens. I den forbindelse fik Flemming og den daværende direktør Henrik Thomsen idéen til navnet Valtec.

"Vi syntes, at Valtec var et godt navn, fordi vi arbejder med Valtra, teknologi og teknik. Det er mere end bare en Valtra – det er en traktor, der passer præcis til kundens behov," fortæller Flemming Tandrup.

Sidenhen, i 2018, blev Valtec opkøbt af TBS, men det har ikke haft nogen betydning for, at man i Gravens fortsat arbejder med specialtilpassede traktorer.

Autodidakt ingeniør

Netop Flemmings store kendskab til teknikken og maskineriet har givet ham evnen til at se løsninger og lave særlige tilpasninger til den enkelte kunde. Han har sågar været drivkraften bag en række specialløsninger, der har givet Valtra et unikt fodfæste – især i skovbranchen.

"Jeg er ikke meget anderledes, end da jeg var barn. Derhjemme har jeg et 50 kvm stort værksted, hvor jeg stadig bruger masser af tid på at bygge og skille ting ad. Det er også derude, jeg har udviklet løsninger til kranstyring og programmering," siger han og fortsætter:

"Mine kollegaer og jeg har en naturlig interesse for at finde løsninger. Vi har altid haft ambitionen om at lave den bedste traktor til opgaven, og vores specialløsninger har ofte været foran deres tid. Vi var nogle af de første til at udvikle elektriske ventiler og skræddersyede armlæn for bedre ergonomi. I dag er det blevet standard."

Gravens-afdelingen, hvor Flemming har haft sin base i mange år, er blevet kendt for sin ekspertise i specialtilpasninger.

"Hvis der er nogen, der har brug for noget specielt, ved de, at de kan komme til os. Vi finder altid en løsning," siger han.

Fremtiden og jubilæumsfejring

Selvom Flemming fylder 67 år den 21. marts, er han stadig fuldt engageret i sit arbejde.

"Jeg har det godt, og jeg elsker stadig at finde nye løsninger på kundernes udfordringer. Men jeg har skruet lidt ned for tempoet og planlægger en gradvis nedtrapning. Jeg har senest overdraget rollen som afdelingsleder til min gode kollega Jens Børsting – for det er afgørende, at de unge træder til," fortæller han.

Jubilæet markeres med en reception den 7. marts, hvor kunder, kollegaer, venner og familie samles for at fejre Flemmings imponerende karriere. Men ifølge ham selv er det slet ikke til at forstå, at så mange år er gået:

"Tiden er gået hurtigere, end jeg havde regnet med. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg stadigvæk ville arbejde med Valtra 30 år efter, da jeg tiltrådte som værkfører for Valtra Danmark, men nu står jeg her – og det føles fantastisk."

Flemming Tandrup har sat et uudsletteligt præg på Valtra i Danmark, og hans evne til at kombinere teknisk indsigt med et stærkt kundefokus har gjort ham til en af branchens mest respekterede skikkelser.