share

En traktor er en arbejdsplads - derfor skal forholdene være i orden

Selvom mælkepriserne er særligt gunstige lige nu, så er det meget mere end det, der gør den nordsjællandske kvægbonde glad for livet som mælkeproducent. På Brunbjerggaard ved Gilleleje handler det om at føle sig værdsat, og at både dyr og mennesker har det godt. Det sørger Kaare Larsen for ved altid at sætte sig i andres sted - hvad end det gælder trivsel, opgaver eller når der skal indkøbes ny traktor.

Kaare Larsen er tredjegenerationslandmand og driver gården Brunbjerggaard ved Gilleleje. På familiegården har han omtrent 180 malkekøer af racen rød dansk malkerace, der dagligt leverer omkring 5.000 kilo mælk. Derudover har han ca. 400 hektar græs og planteavl. Og selvom det lige nu er positivt at være mælkeproducent, så er det ikke de høje mælkepriser der motiverer ham til sit arbejde – faktisk er det følelsen af at være værdsat for det, man laver, der giver ham blod på tanden. Og det er netop dén følelse, han dagligt arbejder på at give videre til bedriftens tre ansatte.

”Når jeg føler at mit arbejde er værdsat, får jeg også lyst til at gøre mig umage, og det er en følelse som jeg dagligt forsøger at give videre til mine medarbejdere,” fortæller mælkeproducenten Kaare Larsen.  

Kaare er selv en stor del af den daglige drift på gården, men det er også ham, der tager sig af de ledelsesmæssige og de organisatoriske opgaver – også selv om han ikke selv mener, at det er hans spidskompetence. 

”Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke er den fødte leder, men jeg mener, at man kommer langt ved at have medfølelse og forståelse over for de mennesker, man arbejder sammen med,” forklarer mælkeproducenten.

Vælger traktor med både hjerte og fornuft

Netop medfølelsen og forståelsen for andre mennesker kommer ikke kun til udtryk i den daglige kommunikation med de ansatte, men også når der vælges redskaber og maskiner til bedriften. 

”Det er vigtigt for mig, at folk omkring mig har det godt. Det er også noget, som jeg tænker på, når jeg for eksempel vælger traktor til gårdens opgaver. Mine medarbejdere skal sidde i traktorerne i mange timer, og det kan jeg ikke forlange af dem, hvis betingelserne ikke er i orden,” siger Kaare Larsen. 

Kaare Larsen har altid kørt i Valtra, så da han i begyndelsen af året var på udkig efter en ny, lidt mindre traktor, var det selvfølgelig en Valtra, der stod øverst på ønskesedlen. 

”Jeg skulle have en ny traktor, fordi min gamle Valtra N163 fra 2013 sidste år havde rundet 12.000 timer. Vi solgte den og byttede den ud med en ny Valtra N175D med frontlæsser.

Valtras N-model er en mindre og mere fiks traktor, der er bygget til opgaver i og omkring stalden, og i Kaares optik er den en perfekt traktor til netop dette.  

”Den er superhandy og så har den en fantastisk balance til at håndtere opgaver med mange skift. Den er simpelthen et uundværligt redskab på vores gård, og den kører tæt på 1.500 timer om året - og omkring 1.000 timer med frontlæsseren på,” fortæller han. 

Men selvom N-modellen er lille og fiks, skal man ikke tage fejl af dens styrke. Mælkeproducenten bruger også den mindre traktor til andre typer af opgaver på bedriften.  

”Den kan sagtens køre med Butterflysæt eller en seks-meter såmaskine. Vi har købt traktoren med både GPS og ISOBUS, og det har vi, fordi den også skal lave en del markarbejde her på gården – dog med undtagelse af at køre med gyllevognen, det har vi to store traktorer til,” fortæller Kaare Larsen.

Hele tre Valtra-traktorer på bedriften        

Den nye N-model er ikke alene på Brunbjerggard, den har selskab af to Valtra T203 Black Edition som Kaare købte tilbage i 2015 hos Valtra-forhandleren Rasmus Degn på Sjælland.  

”Jeg havde også to ens Valtra-traktorer, før jeg byttede dem ud med de her Black Edition-modeller. Det giver supergod mening for mig at have ens traktorer, da det gør det nemmere både for mig og for mine medarbejdere. De skal ikke omstille sig, og så er der ingen sure miner, hvis den ene traktor er nyere eller bedre end den anden,” fortæller en smilende Kaare. 

For selvom Kaare Larsen er meget glad for sin fikse lille N-traktor, er der bare nogle opgaver, hvor der skal større muskler til, og dem får han med de to T-modeller. 

”Der er noget markarbejde, hvor vi har brug for flere muskler. Det gælder blandt andet, når vi skal køre med vores Samson-gyllevogne. Jeg er ekstremt glad for dem, og de kan virkelig tage fra,” fortæller Kaare og fortsætter. 

”Vi bruger rigtig meget energi på græs – både til os selv og til nogle af vores naboer. Og der er mine to T-traktorer helt uundværlige, og de har nu begge kørt omkring 10.000 timer.”

Komfort til medarbejderne i højsæde      

Når der indkøbes traktorer til gården, bliver de altid valgt med så meget komfort som muligt. Det gør Kaare, fordi han vil give sine medarbejdere de bedste vilkår som muligt, og der spiller komfort en stor rolle.  

”Vi går altid efter så meget kørekomfort som muligt, såsom f.eks. luftaffjedret foraksel. Det er jo en arbejdsplads, man køber, og jeg kan ikke bede mine medarbejdere om at sidde der længe og være koncentreret, hvis kørekomforten ikke er i orden. Derudover er jeg overbevist om, at hvis man bliver sendt afsted i en traktor, der er i orden, så får man helt automatisk mere respekt for det, man arbejder med,” forklarer Kaare. 

Han har altid været meget imponeret over kørekomforten hos Valtra og mener, at den er helt i top. Men det, der er særlig unikt, er adgangsforholdene til traktoren. 

”I vores hverdag er der er mange ture ud og ind ad traktoren, og til det er adgangsforholdene i en Valtra perfekte, fordi det ikke er en lodret stige, men en trappe. Det betyder at man ikke skal vride og vende sig for at komme ned fra traktoren – hvilket også blev positivt bemærket ved den seneste arbejdspladsvurdering,” fortæller Kaare og fortsætter: 

”Det er netop kombinationen af, at Valtra er en god arbejdshest og en komfortabel arbejdsplads, der får mig til at vælge Valtra igen og igen. Traktorerne passer perfekt ind i vores hverdag her på gården – og så er mine medarbejdere utrolig glade for dem. Og så kan jeg jo ikke ønske mig mere,” slutter mælkeproducenten.