share

Unge mekanikere sendes Downunder og kommer hjem som mænd

Hvert år sender AGCO en flok unge, ny-udlærte mekanikere afsted til Australien og New Zealand. I år er to Valtra-mekanikere taget på udveksling på den anden side af jorden og kommer efter måneders arbejde udenlands forhåbentlig hjem med ny viden og erfaringer.

Oktober 2022blev en række håbefulde, ny-udlærte mekanikere i AGCO-koncernen sendt til Australien og New Zealand. Formålet med turen er ikke blot, at de skal blive dygtigere mekanikere, men i endnu højere grad, at de skal vokse som mennesker.

”Vi sender de unge mekanikere afsted i fire måneder, og selvom det måske ikke lyder af lang tid, så er det min oplevelse, at de kommer hjem som mænd,” fortæller Ole Schultz, der er Field Technical Manager hos Valtra Denmark og har ansvaret for de unge Valtra-mekanikere.

To ud af i alt syv udsendte mekanikere kommer fra Valtra. Begge arbejder først som mekanikere i tre måneder i New Zealand, hvorefter de på egen hånd rejser en måned rundt i landet.

De to unge mekanikere der er sendt af sted i år, er Janus Johansen fra Valtec i Skanderborg. Janus arbejder ved FIELDTORQUE TARANAKI, der ligger tæt på Stratford i New Zealand. Den anden mekaniker er Rasmus Christensen, der kommer fra maskinforhandleren, Rasmus Degn. Han er også taget til New Zealand, hvor han arbejder hos TRC Tractors

Det er en stor fornøjelse for værkstederne at få de unge danskere på besøg, fortæller Ian McKimmie, der er Service Manager hos TRC Tractors:

”Rasmus er et stort aktiv og en fornøjelse at have på vores værksted og er allerede blevet en del at TRC-familien. Han vil blive savnet, når opholdet er slut.”

Rasmus Christensen fra Rasmus Degn er taget til New Zealand, hvor han arbejder hos TRC Tractors.

Dygtige mekanikere er en mangelvare

De danske mekanikere er godt uddannede, og det gør dem særligt attraktive, når de søger udveksling hos værkstederne i Australien og New Zealand.

”Den måde, vi uddanner vores mekanikere her i Danmark, gør, at de er attraktive for værkstederne at få ind. Særligt når det kommer til kompetencer inden for tekniske problemstillinger og fejlsøgning, adskiller vi os. Og ved at have dem på værkstedet i tre måneder, kan de også lære fra sig,” fortæller Ole Schultz.

Det er naturligvis en stor oplevelse for de unge mekanikere at arbejde udenlands. De vokser med opgaven, hvilket medvirker til, at de bliver endnu dygtigere mekanikere. Men der er også en anden agenda med turen:

”Der er stor mangel på mekanikere i landbrugsbranchen, og der er særligt rift om de dygtige af slagsen. Derfor skal vi gøre os attraktive og sørge for, at vi ikke mister de nyuddannede, og det kan muligheden for et udenlandsophold bl.a. medvirke til,” fortæller Ole Schultz.

Janus Johansen fra Valtec i Skanderborg arbejder ved FIELDTORQUE TARANAKI