share

På besøg hos Midtdjurs Traktorlager – den familieejede forhandler

Midtdjurs Traktorlager beskæftiger næsten hele familien Klemmensen. Forhandleren har organiseret sig således, at virksomheden når flere kundegrupper med fokus på høj service og tillid.

Midtdjurs Traktorlager A/S er i dag en topmoderne maskinforretning med en meget stabil og voksende kundekreds.

Den midtjyske forhandler er etableret af ”senior”, Søren Klemmensen i 1967, der gennemførte et generationsskifte i 2014 til sine tre sønner, Lars, Finn og Peter Klemmensen. Hver især står de for et område af forretningen; Lars Klemmensen er lagerchef og står for butikken med Peter Klemmensen, der både er inde på lageret og styrer Have & Park segmentet, hvor Finn Klemmensen står for salgsarbejdet af de større maskiner – herunder Valtra, der har været forhandlet af Midtdjurs Traktorlager siden 1992.

”Det er et spændende område at arbejde i, hvor vi har en god fast kundekreds, som vi løbende prøver at udvide. Det er blevet mere spændende at være sælger end tidligere, fordi vi bliver udfordret og skal kæmpe for at få handler hjem,” fortæller Finn Klemmensen, der har arbejdet med de store maskiner siden 1998.

Virksomheden bærer også præg af sin store butik med alt til den købelystne. I 2012 overtog Midtdjurs Traktorlager en webshop i forbindelse med en overtagelse af Aarhus Maskincenter, og webshoppen er blevet en vigtig del af dagligdagen hos Midtdjurs Traktorlager.

Står for salget af de store maskiner: Arbejdet er min hobby

Finn Klemmensens kundegruppe hos Midtdjurs Traktorlager spænder bredt, alt fra landmænd til entreprenører, skovfolk og kommunen, som alle skal bruge store maskiner. Diversiteten i kunderne skaber alsidigheden i Finn Klemmensens hverdag.

”Mit arbejde er min hobby. Det er en stor del af mig at lave det, jeg laver hver dag. Jeg nyder afvekslingen, hvor en jeg har en ny hverdag hver dag med nye udfordringer og opgaver. Der er aldrig to dage, der er ens, og det nyder jeg,” fortæller Finn Klemmensen.

I 1992 begyndte Midtdjurs Traktorlager at forhandler Valmet, som i dag hedder Valtra. Finn Klemmensen har ikke et eneste tidspunkt fortrudt, at man har holdt fast i det mærke.

”Valtra er en driftssikker og betjeningsvenlig traktor, der altid får rigtig meget ros fra vores kunder. Der er et bagland, der bakker os forhandlere op, når der er behov for det. Og så henvender Valtra sig til alle kundegrupper med deres modeller, og man kan få alverdens udstyr til maskinerne,” siger Finn Klemmensen.

Familievirksomhed: Det er vigtigt, at vi har tillid til hinanden

Der ville ikke have været et Midtdjurs Traktorlager uden en familie Klemmensen, der siden 1967 har ydet en høj service med fokus på tillid. I dag beskæftiger Midtdjurs Traktorlager i alt 25 medarbejdere, der hver dag arbejder med samme høje fokus for kunderne.

Og det er også specielt at arbejde så tæt med sin familie i dagligdagen, fortæller Finn Klemmensen.

”Det er vigtigt, når man arbejder med sin familie, at man har tillid til hinanden og tillid til at man gør det bedste, man kan for virksomheden. Vi har været rigtig heldige med, at vi brødre har haft et godt samarbejde med vores far, der har været god til at give slip, så vi har været med inde over beslutninger lang tid inden, vi overtog ejerskabet af forretningen,” siger Finn Klemmensen.

Finn Klemmensen nævner da også, at selvom Søren Klemmensen på papiret har trukket sig tilbage, er han stadig på i forretningen hver dag fra kl.7 til 17, hvor han hjælper til på lageret og i varemodtagelsen. Sådan er det, når man har en hobby med indbygget job i.