share

Iværksætteren Jätkä-Juho på 15 år køber G115 Active

Juho Kemppainen, som også kaldes Jätkä-Juho, fyldte 15 år her først på sommeren, og så kunne han endelig få sit traktorkørekort. Han blev iværksætter i en alder af kun 11 år, og nu kan han også køre sin traktor på offentlig vej. "Jeg kører omkring 500 timer om året i min G115 Active. Jeg bruger den mest til at transportere træ på gården og savværket, for vi producerer brænde, fakler af træ og fug-lehuse. Traktoren er udstyret med en frontlæsser, industridæk og sædvanligvis en Kesla-skovanhænger med en kran bagpå. Indtil videre har traktoren aldrig kørt ude på en mark," tilføjer Jätkä-Juho. Brændet, træfaklerne og fuglehusene, som Jätkä-Juho producerer, sælges i hele Finland i Puuilo-butikkerne. Der bliver solgt rigtigt mange, og butikskæden fremhæver producentens unge alder i markedsføringen. "I praksis er det dét her, vi to primært foretager os. Juho er en del af det i den grad, skolearbejdet tillader. Men når vi har travlt, arbejder både vores mor, far, onkel, bedstemor og en af vores venner her også," fortæller hans storesøster Taru Kemppainen og forklarer, at den anden fuldtidsansatte er hendes mand, Toni Ahokas.

Iværksættere ved en tilfældighed

Virksomheden opstod som en tilfældighed, fordi Jätkä-Juho havde lavet nogle fakler af træ til et julemarked, som derefter blev brugt til en begivenhed, hvor ejeren af butikskæden Puuilo deltog. Han var vild med træfaklerne, for de var nemme at tænde og brændte flot, og han var lige så vild med historien om Jätkä-Juho. Senere blev Jätkä-Juhos 40-liter-sække med brænde og hans fuglehuse også en del af butikskædens sortiment. Fuglehusene og træfaklerne bliver fremstillet på Juhos hjem; en gård i Hyrynsalmi, hvor skoven strækker sig, så langt øjet kan se, i alle retninger. Brændet produceres på savværket midt i byen. Jätkä-Juhos virksomhed er en af de største brændeproducenter i Finland, der tørrer træet naturligt, uden opvarmning. Jätkä-Juho bliver selvfølgelig ikke ved med at være den yngste iværksætter-traktorejer i Finland i al evighed. Indtil videre går virksomheden godt, og Jätkä-Juho arbejder der altid i fritiden og i ferierne. "Jeg er i gang med sidste år af folkeskolen, og bagefter har jeg overvejet at blive uddannet maskinfører. En i min familie har en skovmaskinevirksomhed, som jeg kan køre for, når jeg har fået uddannelsen. Så må vi se, hvordan virksomheden går derefter," siger Juho.

Tekst: Tommi Pitenius

IMG_6579 (1).JPG

Sådan laver du en fakkel af træ

1. Sav et stykke træ på omkring 75 cm i længden af en helt tør træstamme, der er 10-20 cm i diameter

2. Sæt træstykket lodret, og sav et kryds i det, der er omkring 50 cm fra top til bund

3. Bor et hul, der er omkring 20 cm dybt, i midten af krydset, og hæld tændvæske i hullet

Træfakler giver både lys, varme og hygge. En træfakkel af tørt nåletræ dufter også pragtfuldt. Du kan endda koge vand eller grille mad over faklen, der brænder i 2-3 timer.