”Den har mere power end nogen anden traktor jeg har haft”
Vejret i påskedagene kaldte på at komme i marken og køre gylle, men i år blev gyllesæsonen noget særlig for 23-årige planteavler Nicklas Kousgaard Jørgensen. I år blev det nemlig i den nyindkøbte Valtra Q305 – og den unge landmand har indtil videre fået indfriet alle forventninger til sin nye traktor.
Nicklas Kousgaard Jørgensen driver sammen med sin onkel landbruget Stenager Økogrise ved Hovborg i Sydjylland. Det er hans onkel og de ca. 12 fastansatte, der tager sig af frilandsgrisene, mens Nicklas Kousgaard Jørgensen har ansvaret for de godt 350 hektar jord. Her dyrker han primært foderkorn til grisene, samt hestebønner og lupiner.
På gården har de i alt fem Valtra-traktorer med alt lige fra 100 til 300 HK. Den nye Q305 den største traktor, de har haft til dato – og det kan mærkes i marken, forklarer landmanden:
”Jeg kan mærke, at den har meget mere power end nogen anden traktor, vi har haft, så jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg bliver glad for at bruge den i marken. Derudover er der en kæmpe forskel at mærke på den trinløse gearkasse – den er jeg meget begejstret for,” fortæller Nicklas Kousgaard Jørgensen
Den ældste traktor på bedriften, en gammel model N91, købte onklen for omkring 16 år siden - den har kørt 14.000 timer, og bruges stadig til mange opgaver på gården. Deres hidtil største Valtra, en T234, bruger Nicklas i marken sammen med en leaset traktor af et andet mærke. Leasingaftalen ophører til sommer, så derfor gik den unge landmand i begyndelsen af 2023 i gang med at sondere terrænet efter en ny traktor, og der gik ikke længe før valget igen faldt på en Valtra.
”Jeg kontaktede min lokale Valtra-forhandler Valtec, fordi jeg havde brug for en ny traktor med nok kapacitet til gyllekørsel og til at trække vores tunge plov og kornvognen. Jeg havde luret lidt på den nye Q-serie, så da min Valtra-konsulent hos Valtec, Jens Børsting, gav mig muligheden for at købe en Q-serie-demotraktor til en noget bedre pris end en fabriksny, slog jeg hurtigt til,” fortæller Nicklas Kousgaard Jørgensen, der fik leveret sin nye demomodel i midten af marts 2023.
En traktor til al slags vejr
Siden leveringen har gårdens nyeste traktor kørt mange timer. Leveringstidspunktet var perfekt timet med forårets mange opgaver i marken, og særligt gyllekørslen har været den helt store ilddåb for den nye Q305.
”Den har kørt 5000 kubikmeter gylle med både slangebom og nedfælder, og jeg kan allerede mærke, at den er af en helt anden kaliber end den leasede traktor, jeg havde. Den vejer en del mere, så der er ingen problemer i at komme igennem blød jord – på sigt betyder det også, at jeg kan komme i marken lidt tidligere på sæsonen, selvom vejret er ustadigt, og det betyder rigtig meget for mig, fortæller Nicklas Kousgaard Jørgensen.
Indvendigt er opgraderingen også til at mærke, en vigtig parametre, når marksæsonen netop er skudt i gang med masser af arbejdstimer i førerhuset foran sig:
”Jeg har altid været glad for komforten og rummeligheden i en Valtra, og jeg synes at kabinen i den nye traktor virker til at være endnu større. Jeg er ca. to meter høj, og der er rigeligt med plads til mig. Det gør det til en fornøjelse, når jeg skal tilbringe mange timer i traktoren,” siger den unge planteavler.
Skal være primær i marken
Planen er, at den nye Valtra Q305 sammen med T234’eren skal være Nicklas’ makkerpar i marken. Der er ikke lagt en fuldstændig plan for, hvilke roller de hver især skal spille, men han er overbevist om, at den nye Q-traktor skal være den primære for planteavlen.
”Jeg er sikker på, at den nye Q bliver min primære traktor i planteavlen. Jeg er dog stadig lidt usikker på, hvilke opgaver den præcis skal varetage, men fordi den har mere kapacitet, giver det mening at den tager sig af de tunge opgaver. Vores traktorer kører hver godt 1000 timer om året, så der skal nok være rigeligt af opgaver,” fortæller Nicklas Kousgaard Jørgensen.
Q-traktoren er en demomodel, så Nicklas har ikke selv valgt, hvilket udstyr der er installeret i traktoren. Indtil videre er han ikke for alvor kommet i gang med præcisionslandbrug på gården, men han er glad for at udstyret allerede er i traktoren.
”Den er spækket med udstyr, så den er klar til præcisionslandbrug. Jeg er ikke rigtig kommet i gang med den del endnu. Indtil videre bruger jeg kun GPS’en til f.eks. kørelinjer, og det var super nemt for mig at indstille selv fordi brugerfladen er så nem.”
Når Nicklas Kousgaard Jørgensen er klar til at bruge det mere avancerede udstyr, står forhandleren Valtec klar til at hjælpe.
”Jeg har en rigtig god dialog med min forhandler Valtec – både når det drejer sig om service og om opstart af min nye traktor. De har sagt, at jeg bare skal sige til, når jeg er klar til at dykke mere ned i udstyret, så vil de vejlede og hjælpe mig, og det sætter jeg stor pris på,” siger Nicklas Kousgaard Jørgensen.