share

Traktorerne klarer opgaverne mindst lige så godt som de gængse entreprenørmaskiner

Den Sjællandske entreprenørvirksomhed NM Enterprise bruger hele tre Valtra-traktorer til at løse mange af deres opgaver. Oplevelsen er, at traktorerne klarer opgaverne mindst lige så godt som de gængse entreprenørmaskiner - og så er de ovenikøbet langt mere rentable at anvende. 

Nikolaj Toftegaard Olsen og Marcus Ankær Nørskov driver sammen entreprenørvirksomheden NM Enterprise med omkring 15-20 medarbejdere, der løser opgaver på hele Sjælland og på Lolland. Opgaverne i NM Enterprise spænder vidt, lige fra anlægsarbejde, jordflytning, vanding og til saltning.

I 2022 fik NM Enterprise en større opgave, hvor de kører som underentreprenør i forbindelse med udgravningen til togbanen ved Femern på Lolland, og til den opgave havde de brug for en jordvogn. Derfor kontaktede Nikolaj Toftegaard Olsen, der er den ene af de i alt to ejere i NM Enterprise, den lokale Krampevogn-forhandler.

”Vi havde brug for en jordvogn, derfor tog vi fat i Karl Mertz, der også sælger Valtra. Vi kendte allerede til Valtra fra en af vores bekendte, som er meget glad for traktoren, derfor gav det mening for os at købe både vogn, traktor og sneplov samlet hos Martin Glüsing hos Karl Mertz.”

I dag har deres Valtra T 235 Direct med tilhørende Krampevogn kørt i lidt over et år, og den er et rigtig godt alternativ til dumper og lastbil, da den både er fleksibel og rentabel af bruge. 

”Vores Valtra med vogn er et super godt alternativ til en dumper, fordi den både kan løse de samme opgaver som det traditionelle entreprenørredskab, men også fordi den må køre på vejene. Derudover bruger den langt mindre brændstrof end dumperen gør, forklarer Nikolaj Toftegaard Olsen og fortsætter:

”En dumper bruger omkring 35 liter brændstof i timen, mens vores Valtra kun bruger 20 liter. Og når den kører 12 timer om dagen, så er det et regnestykke jeg kan lide. Derfor er der heller ikke noget at sige til, at flere og flere entreprenørvirksomheder benytter sig af traktorer til deres opgaver”. 

En traktor – flere funktioner

Siden NM Enterprise i 2022 fik den første Valtra leveret, har to yderligere Valtra-traktorer fundet vej til entreprenørvirksomheden. I foråret 2023 fik de en Valtra N 175 Direct, der har fået nogle meget specifikke sæsonopgaver, den skal løse.

”I forår og sommer skal den nye N-serie-traktor primært bruges med vandvogn til vanding af træer hos et anlægsgartnerfirma. Derudover skal den til vinter bruges til at salte veje med,” fortæller Nikolaj Toftegaard Olsen.        

Udover den nye N-serie-traktor fik NM Enterprise, som nogle af de første i Danmark, leveret Valtras nyeste skud på stammen – den helt nye Valtra Q-Serie. Den kører lige nu, ligesom deres Valtra T235, med jordvogn på Lolland. Den nye Valtra Q 305 er dog blevet leveret med en ekstra feature som Nikolaj Toftegaard Olsen er særligt glad for.

”Den nye Q-traktor er med vendbar kabine (TwinTrac, red.). Vi er virkelig glade for det, og så gør det jo traktoren endnu mere fleksibel så vi også kan bruge den til opgaver, hvor vi normalt kører baglæns”, siger Nikolaj Toftegaard Olsen, der er meget begejstret for den nye Valtra-traktor. 

”Nu har jeg jo kørt Valtra igennem lidt tid, og min oplevelse er at den nye Q-Serie er virkelig lækker, særligt når det kommer til komfort og brugervenlighed. Den nye Q-serie er mere end bare en opdatering af Valtra – der er tale om en helt ny generation indenfor Valtra-traktorer,” slutter en begejstret Nikolaj Toftegaard Olsen.