share

Valtra-traktorer på Fannerupgård kører hver mere end 1.200 timer årligt

Fannerupgård ApS på Djursland lader sine fire Valtra-traktorer løfte mange af opgaverne i marken. Til august har de haft de fire traktorerne i tre år, og de har alle rundet 4000 timer. 

Med hele fire gårde, mere end 600 hektar jord under plov, knap 100 hektar skov og egen maskinstation kan virksomhedsejer Mikael Kjeldsen bryste sig af at drive den imponerende virksomhed Fannerupgård ApS på Djursland.  

På markerne dyrkes der blandt andet raps, græsfrø og kartofler til både chips samt stivelse. Til at varetage de mange opgaver i marken har Mikael Kjeldsen to fastansatte samt to lærlinge. En af de faste ansatte på gården er Brian Pedersen, der har arbejdet hos Fannerupgård i mere end 10 år. Han arbejder i dag som driftsleder og førstemand i virksomheden.

”Vi har kørt Valtra siden 1995. Vi er meget glade for dem, og de fire, vi kører i nu, har vi til august haft i tre år. De løfter mange opgaver og står sjældent stille. Faktisk har de alle rundet 4000 timer, så de kører hver 1200-1300 timer årligt,” forklarer driftsleder Brian Pedersen, som har en baggrund som greenkeeper, men altid har haft en kæmpe forkærlighed for landbrug og maskiner.

På Fannerupgård har de tre T234 Direct, de bruger i marken. Derudover har de en mindre Valtra N174 med frontlæsser, som de bruger til de øvrige opgaver på gårdene.

”De tre store Valtra-traktorer bruger vi i marken, når vi skal så, harve, køre bedplov, sprøjte og presse. To af dem har også fuld GPS, som vi bruger til at lave bede og lægge linjerne rigtigt i marken. Den tredje er vores sprøjtetraktor. I kartoffelsæsonen har den en fast Amazone-sprøjte påmonteret, fordi kartoflerne skal sprøjtes hver syvende dag.

Den lille er vores allround-traktor som vi bruger til lidt af hvert på og omkring gårdene. Den henter halm og ’wrap’ til vores besætning, der består af 250 kalve og tyre. Det er en virkelig god frontlæsser-traktor, fordi det er en snild lille traktor, der er meget manøvredygtig. I travle perioder kan vi også finde på at smide en tallerkenharve på den, og det klarer den også,” fortæller Brian Pedersen. 

Nem for alle at bruge  

Alle de markredskaber, som man bruger på Fannerupgård er forbundet til traktorerne via ISOBUS og GPS. Det gør det meget nemt for alle virksomhedens medarbejdere at benytte sig af traktorerne. 

”I forhold til andre traktorer, er det min holdning, at den er langt mere brugervenlig. Selv vores unge praktikanter kan nemt sætte sig bag rettet og bruge alle vores redskaber, fordi vi har lavet alle de nødvendige indstillinger med GPS’en på hvert redskab, så de hver især passer til den enkelt mark. Så er det altså nemt at komme i gang,” understreger Brian Pedersen og fortsætter:

”Smart touch-skærmene er utroligt nemme at finde rundt i, og det bedste af det hele er, at der skal virkelig meget til, før man laver rod i noget,” fortæller han.  

Næste Valtra skal have TwinTrac 

Meget af glæden ved Valtras traktorer bunder også i den service, som Fannerupgård får hos deres lokale forhandler Midtdjurs Traktorlager.

”Det hænder, at de kommer uanmeldte forbi os for at tjekke, at alt er som det skal være - og det er det som regel. Hvis vi har nedbrud eller andre udfordringer, så står de selvfølgelig også klar til at hjælpe os – også udenfor åbningstid,” fortæller Brian Pedersen, der synes, at de hos Midtdjurs Traktorlager går en ekstra mil for deres kunder.

”Vi har været lidt presset på kapacitet her i foråret, og derfor at vi lånt en ekstra Valtra til stenstrenglæggeren. Den traktor, vi har lånt, er med TwinTrac, og den er der altså blevet rift om blandt de ansatte. Det er virkelig smart med en vendbar kabine, særligt når vi kører med stenstrenglæggeren, og derfor skal den næste traktor, vi køber hos Midtdjurs Traktorlager, med sikkerhed have TwinTrac,” slutter Brian Pedersen.